De "første og eneste" i Danmark: Selskab skaffer millioner tilbage til virksomheder
Et nyt refusionssystem, som har taget over 15 år at udvikle, så dagens lys i 2022.
Nu er selskabet klar til at inddrage millioner for virksomheder - også i detailbranchen - som ellers går glip af disse i dét, som MinRefusion definerer som en "ren jungle" at holde styr på.
MinRefusion
- MinRefusion er stiftet i 2006.
- Selskabet hjælper virksomheder i alle brancher med at søge refusion for sygefravær, barsel med mere.
- MinRefusion dækker blandt andet detail- og turismebranchen - samt også hotel- og restaurantsbranchen.
- I skrivende stund tæller selskabet 12 medarbejdere.
- Indtil videre har MinRefusion foretaget flere end 100.000 indberetninger - og sikret virksomheder mere end 600 mio. kr. i refusion.
Kilde: MinRefusion
Det drejer sig om refusion for sygefravær, barsel, kurser med mere - og det har ligget ejer, stifter og direktør i MinRefusion, Martin Kelvin Rasmussen, på sinde siden 2006.
- Jeg startede i sin tid med at hjælpe virksomhederne med at søge refusion i forbindelse med AMU-kurserne - helt på gammeldags vis ved at udfylde skemaer i papirformat. Senere hen begyndte vi også at få forespørgsler fra virksomhederne om hjælp til at søge refusion i forbindelse med barsel og sygefravær, hvor der jo også lå rigtig mange penge at hente for den enkelte virksomhed, forklarer han i en pressemeddelelse.
Og han tilføjer:
- Vi satte derfor fart på udviklingen af vores system, fik det digitaliseret og automatiseret, og siden 2022 har vi kunnet tilbyde vores kunder et fuldautomatisk og digitalt sikkert system.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 5,7 | 5,5 | 4,2 |
Resultat af primær drift | 0,0 | 0,7 | 0,6 |
Resultat før skat | 0,0 | 0,7 | 0,6 |
Årets resultat | 0,0 | 0,5 | 0,5 |
Balancestatus | 1,3 | 2,4 | 1,7 |
Egenkapital | 0,2 | 1,2 | 0,7 |
Antal ansatte | 11 | 9 | 9 |
Kilde: CVR |
Hjælp i dagligvarebranchen
Én af de virksomheder, der har nydt godt af MinRefusions hjælp med at inddrive refusionsmillioner, er Nemlig.com, der årligt omsætter for mellem to og tre mia. kr.
- Vi beskæftiger mere end 1400 medarbejdere her i Nemlig & Intervare, hvorfor både vores økonomiafdeling og HR-afdeling har brugt meget tid samt ressourcer på at håndtere og søge refusion, forklarer økonomidirektør i Nemlig.com, Joachim H. Lindequist.
Han oplyser endvidere, at samarbejdet med MinRefusion har sikret, at "arbejdsbyrden omkring refusioner er blevet betydeligt mindre" - uden dog at konkretisere hvad betyder i det kroner og øre eller arbejdstimer.
Ifølge en opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening på mængden af sygefravær i den private erhvervssektor, var sygefraværet i 2023 på 3,7 procent af den samlede mulige arbejdstid.
Det svarer til 8,4 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit - og da det ifølge MinRefusion er muligt at hente næsten 1000 kr. pr. sygefraværsdag, løber det i sidste ende op i "mange millioner".